Eskapader med Jim og Tonny

En blog om gin og tonic

Impulskøb i semi-Udkantsdanmark

| 0 comments

Det er måske grove ord at kalde Herning, den gamle stolte jyske tekstilby, for Udkantsdanmark.
Men man kan altså ikke benægte at det er en by placeret skræmmende langt væk fra Jyllands livsnerve E45.

Det er vel passende at starte med hvorledes man havner så langt ude på heden.
Det er fredag og der er udsigt til en weekend med den årlige kanotur, i selskab med en blandet flok fra området der i folkemunde går under navnet indhegningen.

Dagen er startet tidligt med en smuttur  til Als for at hente et smukt eksemplar fra den anden G produkt gruppe som jeg værdsætter højt.
Det ender dog som ofte altid med en tom følelse, at være så tæt på de tyske grænseshops uden at købe noget. Men sådan går det jo til tider.
Men det var en god tur der skaffede et glimrende og charmerende transportmiddel til weekendens tur.

Nok om det, hjem og hente bagagen og der efter mod Herning hvor fra Storeåen skulle angribes.
Som den rutinerede kanoroer og G&T nyder man nu engang er, siger erfaringen  at den fortrukne menu på vandet er dåse øl og diverse lakrids holdige shots.

Med dette i mente samt at det faktum at det er et meget mygge rigt efterår, må man jo tænke på sit ve og vel. å for at holde malariaen og proletar tendenserne stangen, havde jeg blandet en solid 1,5L med gul Finsbury og Schweppes Tonic hjemme fra.

Tilbage til sagen: Da min kammerat undervejs til afgangs stedet, skal besigtige en cykel sammen med sin kæreste er jeg pludselig overladt til mig selv i Herning.
Heldigvis er det midt på strøget, et sted jeg meget svagt kan huske at have været engang i min ungdom. Dengang man var vantro og indtog Gin med Lemon og vingummi regnorme. Et område man nok kunne fortælle mange historier om.
En hurtig orientering viser at der er potentiale i at få set på de to andre G’er.
Strategisk placeret ved gågadens begyndelse ligger en Skjold Burne. Ja ja , selvfølgelig alt efter hvilken side man kommer fra. Som en Bjørn drages af springende laks, føler man sig jo nødsaget til at se på det lokale gin udbud.

Et ikke dårlig udvalg må man sige. Der er en Hendricks, Tanqueary 4 og en 10, mener at huske en blå Bombay, en Whitley Neill  og sidst og ikke mindst en Burke Gin.
Som eneste nye på hylden drages mine øjne af den ukendte flaske. Den smukke og enkelte gule etiket gør den jo straks til et medlem af den smalle gule blok i det kommende Gin valg.

Den venlige ekspedient, dvs ejer, dvs connoisseur, er jo hurtig til at dømme min forelskelse som en gang ungdommelig pjat, med henvisning til at det er noget billigt sprøjt til 100  dkr der ikke er værd at drikke.
Lettere fornærmet og måske for at pisse territoriet lidt af tilkende giver jeg at den  skal indkøbes fordi den som den eneste endnu ikke er i skabet.

image

Dette leder os ind på en god og fornuftig snak der ender med at jeg får udtalt mig mindre pænt om Whitley Neill der lader til at være hans yndling.
Letter presset bliver jeg “tvunget” til at indtage et shot af denne, for at bide min fornærmelse i mig.
Jeg indser allerede på forhånd at man nok ikke skal tage diskussion hvorledes en Gin skal drikkes rent eller med tonic.
Men holder fast, både over for jer og som over for ham, at den på trods at de fine anmeldelser stadigt ikke er min favorit. Ingen tvivl om at den er brygget på en finer ethanol en de billige, og det kan smages. Men det er en stærk satan at indtage uden det helbredende tonic.

Sagens kerne er, at det er en butik der kan anbefales. Jeg købte den billigste gin i butikken, og alligevel fik jeg en fyrstelig behandling, af en mand der kender sit fag og udstråler at han elsker det. Men elsker vi ikke alle alkohol?!
Så dagens høst foruden en god betjening, blev endnu en gin jeg glæder mig til at smage, trods hans grimme omtale, et fantastisk køretøj og en pige i et par stramme blå bukser ved en hæve automat.

Skriv et svar

Required fields are marked *.