Vi er avant garde gin-nydere. Derfor er det naturligt for os at eftersøge nye måder at drikke gin på. Vi har stadig til gode at prøve intravenøs gin, men startede i den milde ende af skalaen: Nemlig med at blande te op med gin.
På bagsiden af en gaveæske med Hendrick’s Gin stod der en opskrift på gin, hvor der var tegnet en te-kop – og sjovt nok var der også en te-kop i gaveæsken. Jeg købte derfor to (det er jo en leveregel at gå dobbelt op på drinks), og derved kunne jeg invitere min gode kammerat på gin-smagning denne lørdag aften.
Nuvel: te med gin i, det må være et hit. På bagsiden af gaveæsken var der en opskrift, som var meget sparsom: Der stod nemlig ikke, at der skulle te i. Dette ændrede dog ikke på, at vi kogte noget vand.
DB mente, at vi skulle lade være med at putte te i vandet, for så ville gin’en blive “for hidsig”. Dette var meget klogt. Man skulle i stedet hælde noget citronsaft i, og krydre med “rose petal jam” (rosenbladsmarmelade?) og mynteblade. Ting fra naturen er ikke det, jeg har mest af i mit køkken, men citronsaftkoncentrat og hindbærmarmelade måtte udgøre erstatningsprodukterne – og ja, så kogt vand i stedet for mynteblade.
Det viste sig at smage uovertruffent godt. Vi må hermed lade opskriften gå videre:
- 3/4 kop kogt vand (lade det lige stå i koppen i et minut, så ginen ikke fordamper efterfølgende)
- Citronsaftkoncentrat
- En teskefuld hindbærmarmelade (vi brugte pædagogkvaliteten, finere kan nok også gå an)
- 1/8 kop Hendrick’s Gin (man kan altid spæde til efterfølgende, som koppen bliver tømt for varmt vand)